Artikel

Sådan kommer du i gang med e-learning: Brug materiale, virksomheden allerede ligger inde med

Virksomheder behøver ikke opfinde den dybe tallerken for at komme i gang med e-learning. Ofte findes der allerede materiale i virksomheden, der kan bringes over i den digitale verden. Børsen Academy rådgiver hele vejen, så nye kunder hurtigt bliver selvkørende.

 

Det kan virke uoverskueligt at komme i gang med e-learning i en virksomhed. For hvordan bygger man et kursus, der giver værdi for virksomheden og medarbejderne? Og tager de tekniske udfordringer fokus fra indholdet? Børsen Academy har fem års erfaring med at hjælpe private og offentlige kunder med at strukturere deres egen e-learning. Den gode rådgivning er i centrum, så kunden hurtigt bliver selvkørende. 

 

“Vi starter altid med et opstartsmøde på et par timer, hvor vi sammen med kunden kortlægger, hvilke træningsmetoder de bruger i forvejen – det kan eksempelvis være fysisk undervisning i et lokale eller sidemandsoplæring. Så ser vi på, hvilke elementer de med fordel kan bringe over i e-learning-verdenen. Og samtidig beslutter vi, hvilke afdelinger de skal tilbyde læringen til,” siger Klaus Vadgaard Vilstrup Møller, der er UX-konsulent i Børsen Academy. 

 

Det første hjemmearbejde for virksomheden er at skære fra og fokusere på at opbygge et kursus om ét område. Herefter kan medarbejderne fra virksomheden, der skal bygge kurset, øve sig og blive fortrolige med platformen. 

 

“Vi gør meget ud af at forklare, at man sjældent rammer det perfekte kursus første gang. Vi opfordrer folk til at prøve sig frem og hen ad vejen søge feedback fra brugerne,” siger Klaus Vadgaard Vilstrup Møller. 

 

Der skal være en rød tråd i kurset 

Selvom e-learning er et nyt skridt for virksomheden, så kan materiale fra andre sammenhænge sagtens være grundstenene for et onlinekursus, forklarer han. Det er nemlig vigtigt, at virksomheden skriver et manuskript, så der er en helt klar rød tråd i kurset. 

 

“Der er ingen grund til at opfinde den dybe tallerken hver gang. Hvis virksomheden har materiale – det kan være en vejledning i pdf-format eller en video – så tag udgangspunkt i det. De fleste virksomheder ligger inde med læring og vidensdeling, og i e-learning bliver det bare sat i spil på en anden måde,” siger Klaus Vadgaard Vilstrup Møller. 

 

Han forklarer, at hvis en virksomhed eksempelvis ønsker at bygge et kursus om it-sikkerhed, kan man tage udgangspunkt i en eksisterende video med it-chefen, klippe den i mindre bidder og kombinere den med tekst, der omhandler de samme områder. Til inspiration har nye kunder mulighed for at kigge i andre kunders manuskripter, hvis de har givet tilsagn om det. Nye kunder kan også søge råd i Børsen Academys kundenetværk. 

 

“Et par uger efter opstartsmødet planlægger vi en undervisningsdag, hvor vi tager fat i de konkrete emner og det materiale, kunden har fundet frem. Og så hjælper vi kunden med at bygge et kursus, de kan bruge, når dagen er slut. Vi spilder ikke tiden med testkurser,” siger Klaus Vadgaard Vilstrup Møller. 

 

Løbende rådgivning optimerer e-learning 

Når virksomheden er kommet i gang med e-learning, har fået feedback fra brugerne og genereret noget statistik, er der mulighed for at få mere rådgivning – især om anvendelse af data. 

 

“Vi oplever, at virksomhederne hurtigt bliver selvkørende. Men der er altid mulighed for at få et råd med på vejen fra os. Og vi planlægger gerne en ny konsulentdag, hvor vi tager ud til virksomheden og gennemgår de nye spørgsmål, der er opstået efter et stykke tid, og rådgiver om, hvordan de kan optimere deres arbejde med e-learning fremadrettet,” siger Klaus Vadgaard Vilstrup Møller. 

 

Børsen Academy afholder også fysiske netværksdage og onlinewebinarer, hvor kunder matches efter brancher og kan udveksle erfaringer på kryds og tværs. 

 

 

Klaus Vadgaard Vilstrup Møller
UX-konsulent
Børsen Academy