Artikel

Digital undervisning er relevant for alle brancher

Arbejdsmarkedet udvikler sig med lynets hast, og efteruddannelse og opkvalificering er relevante som aldrig før. Tidligere var digital undervisning forbeholdt klasselokaler og funktionærer i kontorjob, men den teknologiske udvikling gør det i dag muligt for alle brancher at arbejde med onlinelæring. 

“Jeg synes ikke, der er brug for gammeldags undervisning, hvis man forstår gammeldags undervisning sådan, at der står en underviser og taler oppe ved en tavle,” lyder det fra Lone Dirckinck-Holmfeld, professor i It og Læringsdesign ved Aalborg Universitet.

Professoren har været involveret i udbredelsen af it i undervisningssammenhænge i Danmark – fra før internettets opkomst. Og i dag mener hun ikke, man hverken kan eller skal fjerne de digitale værktøjer fra undervisningen. E-learning og undervisning, hvor man er fysisk til stede, skal spille sammen.

“Hvis samarbejde er vigtigt i en læringssammenhæng, er det godt, hvis det foregår i det fysiske rum. Men det kræver, at der er digitale redskaber til at arbejde med processen. For vi har i dag vænnet os til, at vi eksempelvis hele tiden kan bruge specialiserede programmer, søge, skrive sammen og gemme på en computer. Så det er vigtigt, at man i det fysiske rum indtænker, hvordan undervisningen kan spille sammen med de muligheder, der er i teknologien,” siger Lone Dirckinck-Holmfeld.

E-learning gør undervisning fleksibel

Michael Black er salgschef i Børsen Academy, der siden 1990’erne har leveret kurser i MS Office. I de sidste fem år har virksomheder også haft mulighed for at bygge deres egne e-learning-kurser. Det er især fleksibiliteten i e-learning, der gør det attraktivt for virksomheder, når nye eller eksisterende medarbejdere skal præsenteres for viden.

“E-learning er et medie, der i høj grad lægger op til, at brugerne bruger den tid, der er nødvendig for den enkelte. Så man er ikke tvunget til at bruge en halv dag på et kursus i nogen faste rammer, hvor man sidder bænket. Man har mulighed for at blive på sin arbejdsplads,” siger han.

Michael Black oplever, at flere og flere brancher flytter en del af deres undervisning over på digitale platforme.

“Smartphones og tablets er i dag en integreret del af mange arbejdspladser. Før i tiden henvendte vi os mest til funktionærer, der havde deres arbejdsdag foran en computer. Men vi er nået dertil, hvor de fleste medarbejdere har en e-mailadresse og bruger en device i deres dagligdag. Så jeg vil mene, at der ikke længere er nogen brancher, e-learning ikke er relevant for,” siger han.

E-learning er eksempelvis blevet udbredt i produktionsvirksomheder, hvor en del af oplæringen i maskiners funktion kan foregå online. Hvis en maskine i løbet af en dag kommer med en fejlmelding, kan en medarbejder se en video om, hvordan man løser denne fejl, sætter maskinen i gang igen og dermed undgår et dyrt produktionsstop.

Teknologien har betydning for, hvordan vi lærer

Lone Dirckinck-Holmfeld er enig i, at udbredelsen af teknologi i de senere år har stor betydning for, hvordan og hvornår vi lærer, og ser især mulighederne ved teknologien i, at den kan flytte fokus fra underviser- til deltagercentreret læring og skabende læreprocesser.

“Allerede da den første Apple-computer kom frem, var den med til at skubbe i retning af mere humanistiske læreprocesser. Der var mange eksempler på, at børnene brugte computeren til at eksperimentere og udforske. På den måde er teknologien med til at understøtte nogle pædagogiske strømninger. Det ser vi også med smartphonen, der giver mulighed for at integrere mere mobile aspekter i undervisningen,” forklarer hun.

Lone Dirckinck Holmfeld
Professor i It og Læringsdesign
Aalborg Universitet
Michael Black
Salgschef
Børsen Academy