Artikel

Blended learning giver gode resultater:
Der skal ikke sættes strøm til alt læring

E-learning er et fleksibelt alternativ til fysiske kurser, og det kan virke oplagt at erstatte al virksomhedens traditionelle undervisning med onlinekurser. Men samspillet mellem gode foredrag, sidemandsoplæring og e-learning giver de bedste resultater. 

I disse digitale tider kan det som virksomhed være fristende at sløjfe gammeldags kurser helt. Det er besværligt og dyrt at samle medarbejderne. Hvor finder man den rette kursusleder? Og hvordan kan man overhovedet sikre, at medarbejderne får noget ud af kurset?  

 

Med e-learning kan medarbejderne tage skræddersyede kurser, når det passer dem – og de digitale platforme rummer efterfølgende værdifulde data om medarbejdernes kompetencer. Men e-learning kan ikke erstatte fysisk undervisning 100 pct. Det fastslår Anders Bo Hansen, der er produktchef i Børsen Academy. De to former for undervisning har hver deres styrker. 

 

“Det er vigtigt, at virksomhederne favner bredt i forhold til udbud af læring og ikke bare går ned ad én sti. Man kan godt sætte strøm til alt, men det er ikke alt, der skal sættes strøm til. Noget undervisning skal beholdes som fysisk tilstedeværelse. Samspillet er vigtigt. Især i onboarding, så introduktionen til en ny arbejdsplads ikke foregår bag en skærm, men også sammen med nye kolleger og chefer,” siger han. 
 
De fleste brugere af Børsen Academys platform kombinerer netop e-learning med fysisk undervisning. 

 

E-learning kan styrke forberedelse inden fysisk undervisning 

Lone Dirckinck-Holmfeld er professor i It og Læringsdesign ved Aalborg Universitet. Hun mener også, samspillet mellem tilstedeværende undervisning og e-learning er vigtigt, og at man skal bruge styrkerne fra de forskellige læringsformer. 

 

“Tilstedeværende undervisning koster tit meget i tid, penge og anstrengelser. Og derfor skal man i den fysiske undervisning være sikker på, at man udnytter det, at man er sammen. Al læring, der kræver en dybere samtale, eller hvor det er vigtigt, at eleverne kan eksperimentere og diskutere, der skal man være sammen fysisk,” siger hun.  

 

Forberedelsesarbejde, vedligeholdende kommunikation og planlægning kan i høj grad foregå i det virtuelle rum, mener Lone Dirckinck-Holmfeld. 

 

“Vi har teorier om, at det at skrive til hinanden udfordrer ens læreprocesser på andre måder, end hvis man taler. Så rigtig meget kan foregå i det virtuelle rum. Og i den fysiske undervisning er det derfor vigtigt at eksperimentere med, hvordan undervisningen kan spille sammen med og udnytte de muligheder, der både er i teknologien og i det personlige samvær,” siger hun. 

 

Læringsplatforme kan indeholde vigtige data 

E-learning kan være med til at løfte den traditionelle undervisning. Eksempelvis i forbindelse med forberedelse til kurser, hvor onlineundervisning inden et kursus kan sikre, at medarbejdergruppen er på samme niveau. 

 

“Traditionel undervisning bliver mere effektiv, hvis eleverne ikke sidder med forskellige udgangspunkter, men er mere på samme niveau. Så er der større chance for, at undervisningen bliver relevant for flere,” siger Anders Bo Hansen fra Børsen Academy. 

 

For at sikre, at den vigtige læring fra et fysisk kursus hænger bedre fast, kan e-learning supplere efter et kursus og være med til at dokumentere, hvor kompetenceniveauet ligger i virksomheden. 

 

“Læringskurven ved traditionel undervisning er enormt stejl, men hvis man ikke bruger læringen praktisk, så går kurven også hurtigt stejlt nedad. Her er e-learning rigtig god til at samle op og evaluere efter et kursus og gøre læringen tilgængelig efterfølgende på en digital platform, der kan fungere som et opslagsværk,” siger Anders Bo Hansen. 

 

“På Børsen Academys platform kan undervisere nemt implementere en evalueringsdel digitalt. Det betyder, at personen slipper for bøvl med at indsamle papirer og registrere svarene – det gør systemet. Og virksomheden kan gennem statistik fra de digitale platforme hurtigt få værdifuld viden om, hvor kompetenceniveauet egentlig ligger i virksomheden,” tilføjer han. 

 

 

 

Lone Dirckinck Holmfeld
Professor i It og Læringsdesign
Aalborg Universitet
Anders Bo Hansen
Produktchef
Børsen Academy